Havgaard Sdr. Longelse

Da urolighederne omkring 2. Verdenskrig begyndte at ulme syd for grænsen valgte L.P. Weidemann at placere en del af sin formue i fast ejendom, og overtog “Havgaard” som dødsbo efter folketingsmanden A.C. Duborg.  

L.P. Weidemanns datter Inga, havde påbegyndt jurastudie i København og blev gift med agronomen Gustav Gamst Nielsen.  Ved overtagelsen af Havgaard, valgte Inga at opgive sit jurastudie og parret rykkede ind som hhv. bestyrer og husbestyrerinde på Havgaard. Hovedbygningen blev renoveret og udstyret med “datidens bekvemmeligheder”. Inga og Gustav boede i den nordlige ende af hovedbygningen, imens den øvrige del blev benyttet som sommerbolig for L.P. og Nikoline, samt den øvrige del af familien, og Havgaard blev i mere end 50 år et samlingspunkt for hele familien Weidemann.  

Da Gustav i forbindelse med parrets skilsmisse fraflyttede ejendommen, blev Inga med parrets 2 døtre boende, og Inga fortsatte som husbestyrerinde.  Henning Holm Steenberg blev ansat som bestyrer og flyttede ind i forvalterboligen der lå som selvstændig bolig på gårdspladsens nordlige side.  

I disse år skete der en banebrydende udvikling af landbruget på Havgaard, og f.eks. Elektrisk kransystem i laden og helstøbt kornsilo tiltrak sig opmærksomhed fra hele landet.  

Da L.P. Weidemann døde i 1963, sprang man en generation over, da Havgaard testamenteredes til hans børnebørn der drev den videre i et interessentskab. 

Malkebesætningen der efter datidens forhold hørte til i den større ende, og hele den animalske produktion blev afviklet med tilskud fra EF, hvorefter Steenberg forpagtede agerjord og driftsbygninger. 

Landbruget på Havgaard fulgte i årene fra 70’erne til 90’erne ikke med udviklingen, og alt materiel blev slidt helt ned. Ejendommen stod smuk, men sov på sin vis tornerosesøvn. På Avlsbygningerne omkring den symmetriske gårdsplads blev tage og murværk nødtørftigt lappet, men nåede en tilstand hvor de ikke stod til at redde, og vanskelige at erstatte, da det ikke var muligt at forene ønskerne om at bevare den symmetriske arkitektur om den afskærmede gårdsplads, med en ny produktionsgren, rentabilitet og miljø. Samtidig blev drænsystemet på markerne ikke vedligeholdt og alt ialt pressede en samlet og drastisk fremtidsplan for ejendommen sig efterhånden på, med udsigt til massive nødvendige investeringer. 

I marts 1992 overtog Kristian Dahlslund forpagtningen efter Steenberg.  Forpagtningen blev begrænset til maskinhuse og agerjord, og med en ny og moderne maskinpark var der lagt op til en enmandsbedrift, med Patriotisk Selskab i Odense som rådgiver. Året 1992 skulle dog vise sig at blive et af de absolut værste i dansk landbrugshistorie, hvor regnen i vækstsæsonen udeblev og forårets kunstgødning på Havgaards jorde lå stadig synligt mellem kornstubbene da markerne blev høstet. Høstudbyttet var pga. tørken på knap 60% af normal.  Samtidig steg bankernes rente i perioden med mere end 10%, så i forsøg på at begrænse skaderne fra svigtende høstudbytte,og renteudviklingen, blev der indrettet midlertidige dybstrøelses-stier til slagtesvin i de eksisterende bygninger. Der blev monteret vand og fodringsanlæg, men foderpriserne steg samtidig med at noteringen på slagtesvin faldt, og besætningen blev ramt af sygdom. 

Med hjælp fra familie og venner afsøgte man alle muligheder for “rekonstruktion” men I marts 1993 blev Kristian Dahlslund erklæret personligt konkurs ved Skifteretten i Rudkøbing.

Familien Weidemann valgte umiddelbart efter, at sælge Havgaard til Peter Oldenbjerg. Inga Gamst Nielsen og Steenberg blev boende på gården i de første år efter. 

Under oldenbjergs ejerskab har Havgaard gennemgået en kraftig og tiltrængt oprydning og renovering, men med respekt for ejendommens herlighed.  Havgaard fremstår i dag som en veldrevet, moderne og tidssvarende ejendom.